Letbaner.DK
 
Stjerneskud over Vestegnen
Nyhed 00216  

 
Vibeke Storm Rasmussen
Amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen

 

Stjerneskud over Vestegnen

 
10.01.07
"Nu skal vi have den letbane" siger regionsformand Vibeke Storm Rasmussen, Region Hovedstaden, i distriktsbladet Vestegnens nytårsudgave.

Vestegnen, der har 175.000 læsere i Storkøbenhavn, kigger ind i 2007 med såkaldte stjernekasterartikler, hvor egnes politikere og meningsdannere giver et bud på fremtiden. Her kom Letbaner.DK også til orde.

Redaktionen glæder sig

"Vi glæder os afsindigt til at dække Vestegnens udvikling i 2007" skriver ansvarshavende redaktør Jakob Fälling bl.a. og fortsætter: "Til at skrive om en trafikminister, der endelig får øje på trafikkaos'et vest for København. Til at skrive om en letbaneløsning, egnen har ventet alt for længe på. Om byer, der udvikler sig, støj, der forsvinder og lokale beboere, der når helt op til stjernerne".

Den nye Regionsformand udtaler

Vibeke Storm Rasmussen udtaler bl.a. i artiklen Et hårdt og spændende 2007: "Det kan ikke være rigtigt, at det skal være nærmest umuligt for os på Vestegnen at komme hurtigt rundt i byen. At en familie er nødt til at have flere biler for at komme på arbejde - hvem har råd til det? Derfor skal vi have en letbane hurtigst muligt, og derfor vil jeg i det nye år fortsat presse på for at få sat skub i at realisere planerne om en letbane løbende fra lokalbanerne i nord over Lyngby/Glostrup og Ishøj/Brøndby".

En letbane langs Ring 3

Trafikgruppen Letbaner.DK deltog med følgende bidrag:

Når man ser et stjerneskud, må man ønske - og på Vestegnen er der et udbredt ønske om at få en letbane langs Ring 3. Mellem 70-80% af borgerne i Københavns Amt ønsker denne bane mellem Lundtofte og Glostrup med mulighed for forlængelse til Ishøj og Brøndby Strand, og de vil bruge den.

Derfor bør 2007 være året, hvor Folketinget, det nye trafikselskab og den kommende Region Hovedstaden, går ind og støtter dette projekt aktivt. Letbaner er ikke mere et ukendt fænomen i Folketinget, der netop har støttet Århus' letbaneplaner.

Trafikprognoserne viser, at en af de største stigninger i vejtrafikken i løbet af de næste 15 år vil ske på tværs af København. Selvom Motorring 3 i disse år får udvidet vejkapaciteten med 50%, peger trafikforskerne på, at denne nye kapacitet vil være opbrugt i løbet af få år, når projektet er færdigbygget.

Derfor haster det med at få vedtaget løsninger, der yderligere kan øge vejkapaciteten i området, uden at støj- og luftforureningen stiger. En sådan løsning er en letbane langs Ring 3, som vil have en kapacitet, der svarer til 6 bilbaner i hver retning.

Det vil f.eks. betyde, at de mange ansatte og patienter til Amtssygehusene i Glostrup og Herlev vil få nedsat deres rejsetid, fordi letbanen vil være en hurtig forbindelse til fire-fem S-togsstrækninger ind og ud af byen.

Rejsetiden med kollektiv trafik langs Ring 3 vil blive forkortet med ca. 30% i forhold til de nuværende busser, da letbanen skal køre i eget areal. Undersøgelser viser, at det vil få ca. 9.000 bilister om dagen til at vælge den kollektive trafik.

Udenlandske erfaringer viser desuden, at der vil ske en byudvikling langs den nye letbanestrækning. Der vil dukke nye boligområder op, og det vil igen blive attraktivt at investere i nye arbejdspladser for de mange virksomheder i området, fordi gode trafikforbindelser vil tiltrække arbejdskraften.

Med dette stjerneskud ønsker trafikgruppen Letbaner.DK derfor, at politikerne i 2007 vedtager, at der skal bygges en letbane langs Ring 3, som vil øge livskvaliteten for alle der bor eller arbejder i området.

/ME


Relaterede nyheder:

Sådan OPP-finansieres letbanen langs Ring 3

Let hæfte om OPP-finansiering og økonomi for Ring 3 Letbanen, udgivet af Københavns Amt. (22.06.06).

Letbanen 175 mio billigere ved OPP

OPP-analysen er et indspark til letbanen langs Ring 3 fra Københavns Amt
inden de lukker.
(16.06.06).

Letbane-penge skal i nyt trafikforlig

Siden 1997 har Københavns Amt taget aktiv del i at undersøge, hvordan et trafiksystem langs Ring 3 skal bygges, skriver Ingeniøren. (10.06.06).
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
 

Læs mere her:

Første skridt mod letbane.
(Vestegnen 12.10.06)
-Mand jer op, borgmestre.
(Vestegnen 04.04.06)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold Opdateret 23.10.10